På bordet foran mig ligger tre bind af Norges nye idéhistorie. Vestens idéhistorie hedder den. Som den ligger der kom jeg for nogen tid siden til at tænke på hvad der i grunden er det mest bemærkelsesværdige ved den. Er det indholdet, de mange nye prioriteringer af godt 2.500 års intellektuel historie, de dristige greb der omorganiserer epoker og indfører nye historiografiske vinkler? Nej, ikke for mig at se. Værket er på overfladen mildt konservativt i sin tilgang til vestens idéhistorie. Ikke mange overraskelser der. Hvad jeg fra starten dog fandt bemærkelsesværdigt var forfatternes køn. Alle tre er nemlig kvinder. Nu kan jeg så se, at der med tiden vil komme et fjerde bind forfattet af en mand – og uden at have læst en linje af det formentligt gedigne værk, ærgrer det mig lidt. Tænk hvis Vestens idéhistorie havde haft ene kvindelige forfattere.

Jeg underviser ofte i Descartes og de mange omvæltninger der har ledsaget dette navn. Og ofte har jeg brug for tekster der kan vise studerende de mange sammenhænge figuren «Descartes» og de tekster der bærer navnet «Descartes» indgår i. At problemet Descartes lader sig nærme fra mange vinkler. Og jeg synes jeg bliver vældig godt serviceret af Vestens idéhistorie. Flere steder er der fine fremstillinger af Descartes’ dualisme og hans betydning for udviklingen af det vi i dag kalder for naturvidenskab, men vigtigst af alt er der rigtigt gode tekster om den bredere påskønnelse af sådan noget som «selvsynet» i tiden omkring 1600. Eller tekster der gør det tydeligere for enhver hvorfor man nødvendigvis må omkring Robinson Crusoes introspektion for at kunne forstå omfanget af Descartes meditationer. Kapitlet «Det indre rommet» i bind tre dækker langt hen ad vejen det man for en filosofisk betragtning ville kalde bevidsthedsfilosofi, men fordi hele rammen er tænkt bredt, rives en række klassiske tænkere ud af deres filosofiske isolation. Spørgsmålet om bevidsthed udstrækkes til at handle om subjektivitet i bredere forstand. Og her er emner som fysisk sensibilitet, følsomhedens moral, den psykologiske roman og Rousseaus skingrende ærlighed lige så afgørende.

At bindene gemmer på et ønske om at gå anderledes til værks stråler ikke ligefrem ud af omslaget. Her benytter titlerne sig af grebet over alle greb når der skal skrives idéhistorie: Antikken, middelalderen, renæssancen – og så et gennembrud: Modernitetens fødsel. Det bemærkes da også, at den franske revo­lution udgør barnet, hvilket vel gør de forudgående to hundrede år til en meget lang barsel. Midt blandt disse står reforma­tionen og blafrer lidt for sig.

Bladrer man i indholdsfortegnelserne og læser lidt omkring bestyrkes det klassiske indtryk. Selvfølgelig slutter middelalderen med Dante, nok engang skal Bruno forkynde moderniteten, Sokrates inkarnerer et filosofisk ideal, opdagelsen af den nye verden var et chok, Machiavelli tegner renæssancens politikforståelse, tolerancen er den centrale politisk-religiøse konflikt i den tidlige modernitet. Alt er som det skal være.

Og så alligevel ikke. Forord og indledninger er gennemsyret af en pluralistisk velvilje. Alle nye vinkler på idéhistorien synes velkomne. Alle forfattere vil virkeligt gerne vise tekster og tænkere i deres kontekst. Betingede og fremmede. Alle udtrykker skepsis over for den klassiske tekstpriviligerende idéhistorie. Bind et og to ønsker som modvægt at vise os en receptionstilgang, mens bind tre er optaget af hvad man kalder en udvikling fra indhold til form, af at medier og sociale praksisser gennemsyrer tekstlig betydning. Det er dog også fælles for alle, at ingen går radikalt til værks når disse tilgange skal foldes ud. Alle er inspirerede af og gør god brug af prominente forskningstilgange fra de sidste 30–40 år, men moderation synes at være sagen.

Kapitler er på en lidt løs måde organiseret i tematikker, og jeg kommer let til at tænke på en del af kapitlerne som essays. Alle er meget læseværdige. Fremmedord begrænses eller forklares. Som sådan er serien beregnet til læsning. Der er referencer og et indeks, men ingen af delene er synderligt omfangsrige. Bøgerne er nok til at slå op i for den studerende, men de er også til at lystlæse i for de historiebegejstrede. Og teksterne er udfordrende nok, ja næsten forræderiske. På overfladen ligner det klassisk idéhistorie, men i virkeligheden er ret komplicerede brudflader gjort til en del af mange kapitlers komposition. Det virker særdeles overbevisende.

De essaylignende kapitler kan dog også give vanskeligheder med at orientere sig. Når det handler om «Kroppen» dukker antikkens medicinforståelse op som lidt af en overraskelse, mens Aristoteles’ Poetikken i «Språk, navn og tale» hopper frem som en trold af en æske. «Den uniforme tiden» i bind tre er vældig interessant, men også meget springende i stoffet. Fordi man gerne vil vise de traditionelle emner på en udebane eller i utraditionelle sammenhænge får nogle kapitler en for eklektisk karakter (særligt det første bind, der jo dækker 2000 års historie). Men der voves et øje.

Jeg kaldte Vestens idéhistorie mildt konservativ, men det er der måske ikke så stor grund til at være kede af. Grunden til at jeg kan finde på at formulere mig sådan ligger i mit kendskab til den seneste danske idéhistorie Tankens magt, der tilbage i 2006 gik anderledes radikalt til værks. Det kan være nyttigt med en sådan sammenligning. Der er nemlig store konsekvenser af de tidligste kompositoriske greb. I Danmark besluttede man sig for, at massive tema­søjler skulle gå igen i alle tidsrum. «Kunst og æstetik» eller «Politik og ret» skulle beskrives lige godt i antikken, den tidlige modernitet og efter 1945. Det gav vældige problemer, blandt andet fordi søjlerne var defineret ud fra nutidige videns­opdelinger. For eksempel lå poli­tik og religion i forskellige søjler, noget der gav store forklaringsvanskeligheder, da de to størrelser traditionelt har nydt stor samkvem igennem historien.

Opbygningen af Vestens idéhistorie gav mig mindelser om disse søjler. Her er løsningen blot meget mere elegant. Der er faste tidsstræk, men der er ingen emnetvang. Det betyder, at forfatterne har kunnet vælge emner efter hvad der udtrykte tidens egen måde at organisere viden på. Det kan lyde som en selv­følge­lighed, men for den her slags flerbindsværker, med separate forfattere, dækkende så lange tidsstræk, ligger der en vældig fare for kompositoriske ­anakronismer.

I stedet har vi fået 28 forskellige ­essay, og man kan kun blive glad for den fleksibilitet «essay»-princippet tilbyder. Tre sammenlignelige blokke om naturvidenskab eller religion ville være blevet for rigidt. Det tætteste man kommer på «blokkontinuitet» er den konsekvens hvormed spørgsmålet om styreformer får lov at dominere det obligatoriske kapitel om politik i de tre bind.

Så kan det godt være, at de ret så traditionelle inddelinger giver en ­række problemer. De tre forfattere er til gengæld forenede i at ville moderere eller synliggøre dem. Desuden scorer man mange pædagogiske gevinster ved at have den traditionelle idéhistorie som en slags mur at spille alle sine nye bolde op imod. Antik, middelalder, renæssance, reformation og modernitet leverer genkendelige koordinater i historien, sikrer et spil mellem traditionelle epokebetegnelser og muligheden for at komme med revisioner og kritik, giver chancen for at bringe ny forskning i spil. Det er nærmest et kendetegn for de mange kapitler at der ret konsekvent spilles mellem en klassisk idéhistorie og så nyere vinde.

De nye vinde mærkes måske mest i form af den nyere forsknings placering rundt omkring. Jeg kan kun følge med i bind to og tre, men her viser navne som Grafton, Pagden, Greenblatt, Skinner, Hunt, Daston, Shapin, Burke, Darnton og Hacking, for nu blot at nævne nogle, at de sidste 30–40 års idéhistoriske nybrud ligger og gemmer sig i spredte doser rundt omkring. Den engelsk­sprogede dominans er total, mens fransk stadig fylder en del hos forfatterne. Ser man bort fra Reinhart Koselleck, der jo har en selvstændig modernitets­teori, anvendes ingen tyske idéhistorikere. Overhovedet! Ernst Cassirer, som jeg vil forbeholde prædikatet «filosofihistoriker», trækker et vældigt læs på sit lands vegne.

Det er jo en snild sag at kritisere valg af forskningsværker. Hvem der var så heldige at have plads til at formulere sig og få læsere at skulle bekymre sig om. Man burde i stedet prise det under det er, at en sådan serie udgives, for den sætter sig mellem mange stole. Der er hverken tale om forskning rettet mod universitetsfolk eller egentlig didaktik rettet mod for exempel gymnasier. Værket er rettet mod den brede offentlighed – og hvad skal man give den?

Christine Amadou, der har forfattet bind et om Antikken og Middelalderen (ca. 750 f.kr.–1350) vil bruge en receptionshistorisk tilgang til at pluralisere idehistorien. For ikke at tale om hvad Aristoteles eller Jesu lære måtte gå ud på, handler det om at forfølge de mange varianter af de to der er blevet produceret gennem historien. Eller som det citeres i en note: Det drejer sig ikke om hvad det nye testamente betød, men hvad man mente det betød – til forskellige tider forstås. Receptionstilgangen træder tydeligst frem i kapitlerne om «Platon og den platonske tradisjon» og «Fra Aristoteles til Aquinas», men også «Jesus» bærer præg af tilgangen. Fælles for alle tre er, at der med Platon, Aristoteles og Jesus er tale om personer der mere bør forstås som figurer, som chiffrer hvorigennem vekslende tiders tekstforståelser flyder. Aristoteles bliver til de varierende aristotelismer, Jesus til forskellige jesusbilleder. Tilbage står en virkelig overbevisende fornemmelse af, at «Platon» og «Aristoteles» historisk set ikke har handlet særligt meget om de bøger vi kan gå ned og købe i en boghandel i dag. Det er en tanke værd, om ikke et sådant receptionsgreb kunne have været brugt endnu mere, i alle tre bind. Det forekommer redeligt og indlysende pædagogisk.

Mens kapitler om platonisme og aristotelisme meget handler om teks­ters receptionshistorie er kapitler som «Krig» og «Kroppen» anderledes åbne. Her finder tekster, institutioner og praksisser et fælles mødested. Kroppen, for eksempel, fungerer som nexus for demokrati, dannelse, filosofi, homofili og gymnastik. Hermed skabes et tema som genkommende epoker kan «måles» på. Kroppen, i en græsk betragtning, en romersk, en tidlig kristen og endelig en middelalderlig. Det kan virke lidt skabelongtigt når de fire perioder slavisk dikterer kompositionen, men man lærer at sætte pris på det, særlig i forbindelse med kristendommen. Et permanent fokus i alle kapitler er hvorledes kristendommen vokser ud af en antik kultur, hvordan der tænkes ud fra antiken, op imod den, hvad der overtages og forkastes. Man sidder tilbage med en ret klar fornemmelse af det unikke ved ­kristendommen.

Mens første bind synes aldeles komfor­tabel med de klassiske opdelin­ger i græsk og romersk antik, tidlig kristendom og middelalder kan bind to næsten synes at skamme sig over at lade de to begreber renæssance og reformation betyde så meget for kompositionen af kapitler. Det sidste kapitel, «Renessansen og reformasjonen i ettertiden», er et langt forsvar for retten til og det viselige i at lade de to begreber være krumtap i fremstillingen. Bogen introduceres da også som et mellemled, som historien om forandringer og udfordringer, som en forberedelse af fødsels­lejet forstår man. Else Marie Lingaas, der har forfattet bind to om Renessanse og Reformasjon (1350-1600) fortsætter receptionssporet udlagt i bind et og peger på, at idéhistoriens nøgletekster besidder en dobbelthed derved, at de kan være særligt gode indgange til en epokes forestillingsverden samtidig med, at de udgør kilder til en virkningshistorie og kan læses som senere forsøg på at fremhæve noget bestemt ved epoken. Lingaas understreger, hvorledes reformationen er dybt afhængig af den tekstrenæssance der gør, at diskussioner fra den humanistiske tradi­tion lader sig genfinde i reformationen under mere uforsonlige toner. Og så er kapitlet «Magi og natursyn» et scoop i dets måde at forbinde en søgen efter naturens lovmæssighed med magiens ditto. Sammen med «Krig», «Kroppen», «Menneskerettigheter og nye identiteter» og «Det indre rommet» er det et kapitel der nok skal flytte forståelsen af fortiden hos rigtig mange læsere.

Modernitetens fødsel (1600-1800), der er skrevet af Ellen Krefting, har nærmest som fast strategi at levere mere kanoniske tekststykker som derefter suppleres af bredere fremstillinger der fokuserer på andre teksttyper, aktører og medier igennem hvilke ideer får liv og plads. Det gælder for eksempel spillet mellem kapitel et og to. Kapitlet «Et nytt verdensbilde» gennemgår etableringen af det moderne verdensbillede, det der så ofte, men her kun med forbehold, kaldes «den videnskabelige revolution». Der tales gerne om Kopernikus, Bacon, Galilei og Newton som forfattere af tekster, tilføjet skepsis over for den naturvidenskabelige hero, påmindelser om Newtons fast forankrede kristendom og den videnskabelige revolutions karakter af analytisk begreb. Lige efter følger kapitlet «Kunnskapens orden», der insisterer på at forfølge praksisser fremfor tekster. Nu tales der igen om for exempel Bacon, men i institutionelle og praktiske sammenhænge.

Flere af kapitlerne pendulerer på denne måde mellem det klassiske og dets revision. Kapitel fire, «Fra enevelde til demokrati», vælger at omkranse en mere traditionel gennemgang af Hobbes, Locke og Montesquieu med et kig på enevælden som kommunikationspolitik, et Skinner-inspireret kig på udviklingen af et moderne statsbegreb og en gedigen indplacering af Montesquieu som en del af den aristokratiske reak­tion. Her bliver Montesquieu ikke redu­ceret til forløber til os, men vist frem som et argument der kunne aktiveres i forskellige retninger. Kapitel fem «Menneske­rettigheter og nye identiteter» sætter flot ind på hvad der må forekomme de fleste læsere en interessant tve­tydighed i 1700-tallet, nemlig at universalisme kan indebære eksklusion. Tanken er måske ikke fremmed, men kontrasten mellem standardforståelsen af den godhjertede oplysningstid og konsekvenserne af et naturaliseret begreb om køn, race og folk bliver formidlet klokkeklart. Jeg fandt det spændende og uendeligt mere oplysende end nok så mange vidtløftige markeringer om «oplysningens dialektik».

Det er derfor dobbelt ærgerligt at det afsluttende kapitel «Opplysning og revolusjon» runder serien af med en række strittende markeringer. Lig det foregående bind skal «oplysning» som epokebegreb nu forklares. Behovet er der bare ikke. I modsætning til bind to, der allie­rede sig grundigt med begreberne ’renæssance’ og ’reformation’ har bind tre ikke trukket store veksler på ’oplysning’ som epokebegreb, ja titlen insisterer faktisk på at referere til ’modernitet’. Var det ikke den sidste størrelse der kunne trænge til en historiografisk overvejelse? Kapitlet veksler mellem bred karakteristik af oplysningstiden, historiografi om bevægelsen fra tekstdominans til fokus på sociale former og konkrete praksisser og endelig korte introduktioner til Kant i den tyske oplysning og til den amerikanske såvel som den franske revolution. Ingen af pointerne er uvelkomne, bevares, men savner retning. Revolutionerne får en underlig blindtarmskarakter, og det hele virker som en rasende slutspurt frem mod målstregen.

Det skal dog ikke ødelægge det overordnede indtryk. Vestens idéhistorie er vel mest af alt at betragte som en godmodig trojansk hest. På overfladen og i udseende et værk der kunne være skrevet i 1950’erne, men på indersiden en komplet opdatering af den vestlige idéhistorie ud fra den nyeste forskning. Som sådan et værk enhver nationalstat med respekt for sit eget udsyn bør have. Enhver student bør kunne tage en klassisk fremstilling af vestens idéhistorie ned fra hylden og så få det store stræk fra Homer til Hitler. Jeg tror sagtens Vestens idéhistorie kunne blive fast ­inventar.