De seneste års Marx-renæssance har især rettet fokus på den sene Marx’ kritik af den politiske økonomi. Det er måske ikke så mærkeligt, når man betænker, at interessen for Marx særligt steg i kølvandet på finanskrisen i 2008. En krise, der skabte et nyt behov for at forstå kapitalismens dynamik. Samtidig har vi også set et væld af Marx-biografier dukke op, senest med Michael Heinrich’s enorme planlagte værk Karl Marx og det moderne samfunds fødsel, hvor første bind på næsten 400 sider kun behandler den helt unge Marx til og med 1841 og doktorafhandlingen. På trods af den nærmest astronomiske mængde litteratur om Marx, så kaster antologien Den Unge Marx: Rett, Samfunn og Vitenskapsteori redigeret af Christoffer C. Eriksen alligevel nye, interessante og aktualiserende perspektiver på netop den unge Marx.

I antologien fokuseres der på, hvad den unge Marx havde at sige om ret og rettens indplacering i videre samfundsmæssige og historiske forhold. Traditionelt har behandlinger af den unge Marx fokuseret på fremmedgørelsesteorien og kritikken af den moderne stat. Særligt fremmedgørelsesteorien vandt indpas i løbet af 1960ernes filosofiske diskussioner og med opkomsten af det nye venstre. I Norge er det traditionelle fokus på fremmedgørelsesteorien repræsenteret af eksempelvis Lars Roar Langslets Den unge Karl Marx og menneskets fremmedgjørelse fra 1963, og i Danmark af eksempelvis Villy Sørensens Karl Marx: Økonomi og Filosofi, Ungdomsskrifter fra 1962. Den nye antologis fokus på spørgsmål angående rettens forhold til samfund og historie i den unge Marx’ tekster er altså til dels nyt i nordisk men dog i mindre grad i international sammenhæng.

Hovedparten af de i alt 8 bidragydere er ansat ved Det Juridiske Fakultet på Universitetet i Oslo. Antologien er et produkt af en række seminarer organiseret og afholdt på netop Det Juridiske Fakultet fra 2014 og en årrække frem. Seminarrækken beskæftigede sig med den unge Marx’ tekster med det formål at klarlægge, hvordan og i hvilket omfang disse kunne være relevante for nutidens «norske rettsvitenskab og samfunnsforskning» (s. 9). Alene baggrunden for antologien gør den interessant, og jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig et lignende initiativ på eksempelvis Juridisk Institut på Aarhus Universitet. Det er altså denne interesse for nærmere at forstå, hvad den unge Marx skrev om retten og dennes samfundsmæssige indplacering, samt hvordan Marx’ indsigter kan aktualiseres i mere nutidige retsvidenskabelige diskussioner, med særlig vægt på det videnskabsteoretiske, filosofiske og sociologiske, som danner udgangspunktet for antologien.

Bogen bestå af i alt 9 bidrag eller kapitler inddelt i tre dele samt en fyldig introduktion. De tre dele fokuserer henholdsvis på historiske kontekster (del 1), bureaukratikritik (del 2) og retskritik (del 3). Det er dog uundgåeligt at fokusområderne i de enkelte dele krydser hinanden, således at de historiske kontekster inddrages i de fleste af bidragene på tværs af delene. På samme måde er temaet retskritik gennemgående, endda definerende for hele antologien, og ikke kun forbeholdt del 3. Anderledes med del 2 om bureaukratikritikken, der i højere grad er fokuseret på denne specifikke del af den unge Marx’ tanker om – og kritik af – ret og samfund.

I introduktionen beskriver Eriksen formålet med bogen og de metodiske overvejelser, der har udfoldet sig undervejs. Det er fra et idéhistoriske perspektiv er klart plus, at aktualiseringen af Marx’ tekster ikke betragtes løsrevet fra deres historiske kontekster, men netop forsøges kontekstualiseret før de aktualiseres. Fordi, som Eriksen skriver, «uten historisk tilnærming til tekster skrevet for snart 200 år siden er det også vanskelig å lese tekstene på en meningsfull måte.» (s. 14) Formålet med den kontekstualiserende tilgang er dog ikke hovedsageligt at sige noget nyt om Marx i hans samtid, hvilket jo er velbeskrevet i forsknings- og biografilitteraturen, men at forstå for at aktualisere. Eriksen diskuterer her den metodiske forskel mellem en analytisk og en refleksiv tilgang. Hvor førstnævnte, repræsenteret af den analytiske marxisme, vurderer historiske tekster ud fra nutidige videnskabsteoretiske forudsætninger for dermed at kunne bedømme deres aktuelle relevans, så indebærer den refleksive tilgang en mere ligeværdig udfordring af læserens egne forudsætninger. På den måde kan en refleksiv tilgang, ifølge Eriksen, bruges til at læse den unge Marx’ tekster for at stille spørgsmål ved «hva som er grunnlaget for og alternativene til begrepene som i dag brukes som redskab for å beskrive, vurdere og kritisere rett, samfunn og historie.» (s.44)

Det forbliver dog i nogen grad uklart, hvorvidt antologien som sådan tager stilling til metodisk tilgang, hvilket også kommer til udtryk i løbet af de enkelte bidrag, der går til Marx’ tekster på forskellige måder. Alligevel går den kontekstualiserende eller refleksive tilgang igen i flere af bidragene. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved om skelnen mellem en analytisk og refleksiv tilgang er den mest givtige måde at gå til den metodiske debat på. Måske havde det være mere frugtbart at få diskuteret de metodiske valg gennem andre traditioner. Her ville en diskussion af eksempelvis både intellektuel historie à la Cambridgeskolen og begrebshistorie have kunnet bidrage til at skabe mere klarhed over netop de metodiske valg foretaget i de enkelte bidrag, særligt taget i betragtning af at den historiske kontekst tages yderst seriøst.

Ikke desto mindre leverer flere af bidragene gode kontekstualiserende analyser af Marx’ tekster. Der skal her kun fremhæves enkelte af bidragene. I kapitel 1 leverer Dag Michalsen en veludført kontektualiserende analyse af to af Marx’ tekster indenfor deres egen tids retsvidenskabelige diskussioner i de tyske områder. Han viser her, hvordan Marx’ kritik af den tyske historiske retsskole var et angreb på den preussiske autoritære stat, og hvordan hans tidlige beskæftigelse med netop denne retsskole og dens fokus på romersk ret og privatret formentlig havde indflydelse på Marx’ senere forståelse af sammenhængen mellem ret og det moderne borgerlige samfund. Forholdet mellem rettens udformning og det borgerlige samfund er et tema, der dukker op i flere bidrag og særligt i behandlingen af teksten Om Jødespørgsmålet fra 1844. I kapitel 6 spørger Markus Jerkø, med udgangspunkt i denne tekst, eksempelvis om der kan være nogle utilsigtede og negative konsekvenser ved den enorme fremskudte position, som menneskerettighederne har fået i dag. Et forfriskende aktuelt spørgsmål i en tid, hvor menneskerettigheder både tages for givet i nogle dele af verdenen, men samtidig er under pres i andre dele. Med udgangspunkt i Marx’ kritik af diskrepansen mellem politisk og menneskelig frigørelse, diskuterer Jerkø, hvordan den norske grundlovs miljøbestemmelse §112 er en «virkningsløs […] form for politisk frigjøring» (s. 220), der ikke sikrer reelle fremskridt på miljøområdet. Den kan endda virke «dempene på borgernes kamp for miljø» (s. 220), for det første ved at skabe en falsk overbevisning om, at hensyn til miljøet er tilstrækkeligt sikret ved selve den retslige bestemmelse, for det andet ved at den tager initiativet fra borgerne og placerer det hos de offentlige myndigheder. På den måde spiller det kontekstualiserende og det aktualiserende godt sammen både internt og på tværs af mange af bidragene.

Et centralt tema i flere af bidragene er Marx’ kritik af den politiske frigørelses begrænsninger. I moderne borgerlige samfund kan man på én gang indgå i et frit og lige politisk fællesskab i staten, og samtidig være nedsunket i det borgerlige samfund drevet af egeninteresser, individualisme og fremmedgjort arbejde. Ifølge Hegel var løsningen på denne tilsyneladende modsætning at sikre mekanismer i staten, der kunne repræsentere samfundets interesser som helhed og altså mediere modsætningerne mellem private individer og gruppers egeninteresser. En af disse mekanismer var det moderne bureaukrati, der for Hegel repræsenterede ikke en privat men derimod en universel stand i besiddelse af en almen fornuft. I et interessant bidrag viser Sverre Flaatten, hvordan Marx brugte jesuit-figuren til at kritisere Hegels bureaukratiteori. Gennem en kontekstualiserende forståelse af indholdet i denne figur i starten af 1800-tallet, viser Flaatten, hvordan Marx lagde vægt på det irrationelle element i Hegels bureaukratiforståelse. Bureaukratiet er i dobbeltforstand ikke bærer af en almen fornuft, men en stand blandt andre med egne private interesser. En stand, der samtidig dyrker en «kunnskapsform som vender seg vekk fra sivilsamfunnet», og hvor bureaukratiets uddannelsesinstitution bliver «et kloster uten kontakt med omverdenen» (s. 189). I modsætning til andre former for bureaukratikritik, der traditionelt har knyttet sig til metaforen om jernburets instrumentelle rationalitet, giver Marx’ kritik os altså et nyt perspektiv fokuseret på de irrationelle aspekter ved bureaukratiet.

Forholdet mellem på den ene side de abstrakte politiske og juridiske former og på den anden side det moderne borgerlige samfunds atomisering af private individer med dertilhørende økonomisk virksomhed baseret på fremmedgjort arbejde, står altså centralt i mange af bidragene. De fleste formår på overbevisende måde både at kontekstualisere Marx’ tekster og aktualisere på den baggrund. Der findes dog også bemærkninger og argumenter i enkelte af bidragene, der i høj grad bør stilles spørgsmålstegn ved. Det gælder eksempelvis, når Ivar Alvik i kapitel 7 påstår, at vi i Marx’ kritik af den økonomiske liberalismes identificering af frihed med retten til at forfølge sin egeninteresse kan se «spirene til det totalitære og personlighetsutelukkende som senere ble kommunismen» (s. 245). Alvik rører her ved en gammel og ekstremt betændt diskussion og gentager angiveligt nogle af de mere forsimplede totalitarismeteoretiske læsninger af Marx. Påstanden står også helt ubegrundet hen og burde i det lys have været udeladt.

Et andet eksempel er Eirinn Larsens følelseshistoriske læsning af Om Jødespørgsmålet. Selvom læsningen i sig selv er en interessant og forfriskende ny tilgang til fortolkningen af Marx’ tekster, støder vi også her på problematiske bemærkninger. Larsen starter ud med at slå fast, at hun ikke er interesseret i at indtage en position i debatten om, hvorvidt teksten var antisemitisk eller ej. For det første får hun dog givet det indtryk, at debatten er foregået mellem to lige begrundede positioner. Men der er tale om to meget ulige positioner, hvoraf den ene (at Marx tekst ikke var antisemitisk) er langt mere begrundet og udbredt blandt førende Marx-forskere, såsom David Leopold eller Michael Heinrich, end den anden. For det andet får Larsen også indirekte taget stilling i debatten, når hun får reduceret Marx’ komplekse filosofiske diskussion af det i samtiden såkaldte jødespørgsmål til et art teenageoprør, når hun skriver at det var «som om uttrykket handelsjøde altså vekket til live hans egne følelser av frustrasjon og forakt for foreldrenes småborgerligehet, så vel som sin barndoms trass om å være jødisk» (s. 136). En mere gængs læsning formuleret blandt andre af ovennævnte Marx-forskere er dog, at Marx netop vender den samtidige handels-jøde figur mod det samfund selv, hvori jøde-fordommene florerer, og derfor er alt andet end antisemitisk (hvilket ikke betyder, at Marx ikke andre steder i eksempelvis breve forfalder til at bruge problematiske udtryk, men der findes altså ingen systematisk antisemitisk tankegang hos ham, tværtimod som sagt).

Som Eriksen gør opmærksom på i antologiens sidste kapitel, afviser Marx nemlig ikke den politiske frigørelse, herunder af jøderne (som han i øvrigt også støttede konkret ad flere omgange), «men fremholder at de motsetningene som konstitusjonene skaper mellom staten og det borgerlige samfunnet, plasserer mennesket i en situasjon hvor det som samfunnsmedlem er styrt av egoisme og egennytte» (s. 279). Bidragets behandling af spørgsmålet om forholdet mellem politisk og menneskelig frigørelse gennem et fokus på konstitutioner har, som Eriksen også fremhæver, stort set ikke været et tema i den akademiske litteratur om den unge Marx. Marx’ kritik af de moderne konstitutioner (gennem hans kritik af Hegel) handler grundlæggende om, at konstitutionerne som retslige konstruktioner er med til at skabe netop det skel mellem den politiske sfære og det borgerlige samfund, der kommer til udtryk blandt andet i forsøget på at repræsentere samfundsmedlemmernes almene interesse i repræsentative institutioner. Dermed bliver den almene interesse dog «noe som eksisterer uavhengig av allmennheten, og som kommer til uttrykk i statens organer, i byråkratiet og stenderforsamlingen» (s. 288). Folkets interesser bliver på den måde repræsenteret af staten i ren form, men af samme grund adskilt fra dets virkelige materielle interesser. Formålet for Marx er ifølge Eriksen her at vise, at rettens former ikke kan analyseres uafhængigt af de materielle samfundsforhold. Marx’ kritik af de moderne konstitutioner for manglende demokrati baserer sig ikke på en metafysisk målestok, men er immanent i og med at det vises, hvordan disse konstitutioner forudsætter demokrati som implicit accepteret ideal, men samtidig ikke lever op til rent faktisk at udleve dette ideal. Hermed opstår konstitutionelle illusioner, hvor «konstitusjonene bare beskytter idealene som juridiske former og ikke det innholdet som idealene har i offentligheten», et højest aktuelt problem fordi det kan føre til at «grunnlaget for å slutte opp om konstitusjonen» forsvinder (s. 304). Eriksen selv peger på EØS-aftalen mellem Norge og EU som et eksempel på, hvordan stadig mere af lovgivningsmyndigheden overflyttes til ikke-folkevalgte organer, og dermed er med til at udhule grundlovens betydning og reducere demokratiet til en konstitutionel illusion: en form uden indhold.

Bogen formår således både at kontekstualisere Marx’ tekster med fokus på det retsvidenskabelige område og samtidig aktualisere hans kritiske pointer om forholdet mellem ret, samfund, og historie. Mange af bidragene formår yderligere at bruge den Marxsk retskritik på aktuelle eksempler, mange af dem ganske overbevisende. På den måde giver antologien en god og ofte kontekstualiseret indsigt i de grundlæggende problematikker, der er på spil i den unge Marx’ tekster, med det problematiske forhold mellem den abstrakt politisk-juridiske sfære på den ene side og det borgerlige samfund styret af de mange private individers egeninteresser på den anden som centralt tema; mellem politisk frigørelse og menneskelig frigørelse. Samtidig leverer bogen et godt eksempel på, hvordan historiske tekster kan gøres nutidigt relevante. Antologien vil derfor have interesse for både forskere og studerende, der beskæftiger sig med Marx, men også mere generelt for alle, der interesserer sig for mulighederne for en aktualiseret men historisk informeret retskritik i dag.