Tysk højreekstremisme i nye gevandter

September 2013

Massakren på Utøya samt afsløringen af den nynazistiske gruppe, den såkaldte Zwickauer-terrorcelle, i november 2011, har i Tyskland skabt en fornyet debat om højre­ekstremisme og politiske radikaliseringstendenser på den yderste højrefløj. Herunder ikke mindst partiet NPD’s (National­demokratische Partei Deutschlands – Tysklands Nationaldemokratiske Parti) rolle som parlamentarisk medspiller og på samme tid forfægter af en ideologi, der i høj grad består af højreekstremistisk tankegods.

Højreekstremisme og nynazisme er langt fra noget nyt fænomen i Tyskland, og den nynazistiske terrorcelles mord­attentater i årene 2000–2006 kan betragtes som en udløber af den radikalisering af de østtyske nynazister, der er foregået op igennem 1990’erne og 2000’erne. Det mest overraskende i forbindelse med de seneste voldshandlinger har dog ­været afsløringen af tætte forbindelser mellem top­politikere og funktionærer i NPD og gruppen National­­­sozialistische Untergrund (Nationalsocialistisk Under­grund), hvis samarbejde med Zwickauer-gruppen blev afsløret i november 2011 efter et fejlslagent bankrøveri i byen Eisenach.1 Der er dermed ikke længere vandtætte skotter mellem yderliggående højreekstreme, for hvem volds­handlinger er en nødvendig faktor i opnåelsen af de politiske mål, og så partiet NPD, der fremstår som en demokratisk medspiller og også har reel politisk indflydelse i delstaterne Sachsen og Mecklenburg-Vorpommern, hvor partiet er repræsenteret i landdagen.

NPD er Tysklands ældste højreekstremistiske parti, grundlagt i 1964, og tæller omkring 5000 medlemmer. Par­tiet er ikke repræsenteret i Forbundsdagen, hvilket skyldes den høje tyske spærregrænse på 5 %. Ved delstats­valgene i 2004, hvor partiet opnåede 9,2 % af stemmerne i Sachsen, blev det imidlertid tydeligt, at NPD formår at mobilisere vælgere på regionalt plan i de tidligere østtyske for­bunds­lande, hvor den tyske genforening har haft store økonomiske og sociale omkostninger.2 Det højre­ekstre­mistiske miljø i Tyskland er da også grundlæggende delt mellem øst og vest. Hvor det i de nye forbundslande i øst er NPD, der dominerer billedet, er det i vest den såkaldte frie nazistiske og anti­islamiske scene, der tegner den ekstreme højrefløj.

Billedet af den aktuelle højreradikale scene i Tyskland er således broget. Mens der på den ene side kan påvises en radikali­seringstendens i visse kredse af NPD, foregår der på samme tid en modsatrettet bevægelse inden for partiets egne rækker og ikke mindst inden for partitoppen, hvor man forsøger at dæmme op for enhver kontakt til mere ekstre­mistiske og radikale miljøer – i det mindste hvad angår partiets ansigt udadtil. Denne tendens kan ligeledes spores blandt andre grupperinger på den yderste højrefløj, hvor såvel fremtoning som kommunikationsformer har ændret sig drastisk inden for de seneste 5-10 år. Mens debatten om et forbud mod det højreekstremistiske parti raser, forsøger ledende kræfter i NPD at trække partiet i en mere borgerlig retning – kort og godt – at gøre partiet politisk acceptabelt og tiltrække vælgere ikke blot fra den borgerligt-konservative lejr, men også – og måske især – fra den politiske midte. Den forandring som NPD undergår i disse år, er båret af to overordnede strategier, der undertiden går hånd i hånd. Det drejer sig dels om en borgerliggørelsesstrategi, og dels om hvad man kan kalde for en metapolitiseringsstrategi. Borgerliggørelsesstrategien kan karakteriseres som bestræbel­sen på at præge den politiske debat og opnå større indflydelse på den offentlige meningsdannelse gennem en værdibaseret italesættelse af de politiske mål. Metapolitik betegner en socio­politisk diskurs, hvor fokus er mærkesager, der over­skrider en traditionel politisk højre-venstreakse, men som har til formål at skabe dybere politisk forandring.

Den metapolitiske strategi er kompleks og hos partiet NPD muliggjort af dets evne til ved passende lejligheder at bevæge sig uden om den ekstremistiske sfære og i stedet indgå en alliance med en mere udogmatisk – intellektuel – form for højreradikalisme, som også går under navnet Neue Rechte (Det Nye Højre). Væk er racistiske paroler som «Ausländer raus!» («skrid udlændinge!») – der nu er erstat­tet af kon­cepter som etnopluralisme og folkefællesskab.3 Meta­politiseringsstrategierne kan imidlertid også aflæses blandt de nynazistiske og islamfjendtlige højrefløjsgrupper, som til fulde honorerer de krav, der i dag stilles til partier og organisationers evne til at nå bredt ud til befolkningen, dels gennem brugen af de sociale medier og dels gennem anvendelsen af nye aktionsformer, der samtidig udgør en ny form for tilstedeværelse og fremtoning i byrummet.I det følgende vil jeg først foretage en afgrænsning af emnefeltet højreekstremisme og herunder diskutere begrebssondringen mellem ekstremisme og radikalisme. Dernæst vil jeg skitsere den tendens til metapolitik, som kan iagttages på hele det ekstremistiske spektrum samt de væsentligste træk ved det, jeg kalder for NPDs borgerliggørelsesstrategi. Undervejs vil jeg argumentere for, at der bag om de nye strategier stadig er tale om den samme højreekstremistiske og racistiske ideologi som tidligere. Den forandring, som den højreekstreme og højreradikale bevægelse i Tyskland gennemgår i disse år, er således mere en forandring, der angår visuelle og strategiske elementer såsom fremtoning, politisk iscenesættelse og kommunikation, end en forandring, der kan spores på det ideologiske plan.

Højreekstremisme som begreb, ideologi og bevægelse

Højreekstremisme og højreradikalisme er langt fra en­tydige begreber, hverken i forskningen eller i dagligsproget, hvor man støder på en række forskellige definitioner. Ifølge ekstremisme­eksperterne Holger Kulick og Thoralf Staud er højreekstremistisk tænkning sammensat af et miks af forskellige inhumane indstillinger eksempelvis racisme og fremmedfjendske holdninger, antisemitisme, sexisme (køns­diskrimination), autoritære indstillinger, national chauvinisme (troen på en bestemt national gruppes over­legenhed i forhold til andre grupper) samt relativering af naziregimets forbrydelser.4 At disse grundindstillinger er inhumane vil sige, at de forholder sig afvisende til ideen om lighed og princippet om universelle menneskerettigheder, som er ind­skrevet i den tyske forfatning, hvor det i første artikel hedder, at det enkelte menneskes værdighed er ukrænkelig og at det er statens opgave at beskytte denne.5

Som Kulick og Staud også peger på, er der imidlertid et væsentligt problem forbundet med denne anvendelse af termen højreekstremisme, som i værste fald er misvisende, idet den antyder, at det kun drejer sig om nogle få, marginali­serede, ekstreme gruppers eller personers holdninger, det vil sige er et rand­fænomen. Det er imidlertid de færreste højre­­­ekstremister, der har et fuldstændigt stringent verdens­­­billede, hvor samtlige af disse grundindstillinger er til stede. Tværtimod viser forskningen, at mange af disse hold­ninger i et eller andet omfang trives blandt en stor del af den tyske befolkning og således kan antage for­skel­lige fremtrædelsesformer.6 Ifølge politologen og ekstre­misme­­­forskeren Richard Stöss bør man derfor snarere skelne mellem højreekstremistiske handlinger og højre­ekstremistiske eller højreradikale indstillinger. Ekstre­misme er hos Stöss kendetegnet ved brugen af politisk ekstreme metoder, herunder anvendelsen af vold som led i bestræbelsen på at opnå de politiske mål.7

Den tyske radikaliseringsekspert Wolfgang Gessenharter beskriver højreekstremismen ud fra en bevægelsesteoretisk tilgang, hvor den analyseres som en social bevægelse på linje med eksempelvis fredsbevægelser eller anti-kapitalisme­bevægelser. Der er tale om en analysemodel, der har fokus på de empiriske aspekter, det vil sige, hvordan bevægelsen er sammensat, hvordan den udvikler sig og hvordan den for­holder sig til andre bevægelser.8 I forlængelse af Gessenharter kan man beskrive den ekstreme højrefløjs struktur ved hjælp af et billede af koncentriske cirkler. Starter vi med den inderste cirkel og bevæger os ud ad, møder vi først «eliten» (bevægelsens ideologer, der leverer det teoretiske og argu­mentatoriske fundament), dernæst optræder basis­aktivisterne (som vi møder i partier og organisationer), i næste ring finder vi bevægelsens støtter (der optræder i mere løst sammensatte grupper og udgør den højreekstremistiske «scene», herunder blandt andet nynazistiske grupper) og endelig, i den yderste cirkel, optræder sympatisørerne, som udgør bevægelsens rekrutterings- og vælgerpotentiale. Set i lyset af den bevægelsesteoretiske tilgang er det interessant at undersøge, hvordan interaktionen mellem de forskellige lag ser ud, hvilke netværk, der findes, både inden for de enkelte cirkler og på tværs af cirklerne, samt hvilke taktikker og strategier, der er tale om i de forskellige lag og i bevægelsen som helhed.

Derudover laver Gessenharter ligeledes en differentiering mellem de ideologiske nuancer på højrespektret knyttet til termerne ekstremisme og radikalisme. Begrebet «højre­­ekstremisme» eller «højreekstrem» opfatter han på linje med de officielle statslige myndigheders definition, sådan som de for eksempel anvendes i den tyske Forfatnings­domstols rapporter og beskrivelser:

Når højreorienterede politiske holdninger, bestræbelser, personer, partier eller ideologier helt åbenlyst bekæmper den demokratiske forfatningsstat såvel som dens grundlæggende værdier, er der tale om «højreekstreme» holdninger og ­bestræbelser.9

I Tyskland kan ekstremistiske partier (på begge sider af det politiske spektrum) overvåges af myndighederne, men ikke forbydes under henvisning til ekstremisme, idet termen ekstremisme ikke har nogen juridisk status. Til gengæld kan et parti eller en organisation i henhold til Grundlovens Artikel 21, afsnit 266 forbydes, såfremt der kan påvises «forfatningsfjendtlige bestræbelser». «Højreradikalisme» eller «højreradikal» betegner derimod en ideologisk ret­ning eller person, der fremsætter en radikal kritik af den eksisterende samfundsorden og bekender sig til den radikale højrefløj, men uden at have til hensigt at tilsidesætte eller benægte centrale forfatningsstatslige principper.

For at tale om højreekstremisme skal der med andre ord kunne påvises forfatningsstridige handlinger, der vender sig mod den demokratiske samfundsorden, det vil sige som benægter de demokratiske værdier og derfor er antikonstitu­tionel. Dette er en central definition al den stund, at det ifølge tysk lovgivning ikke er i modstrid med forfatningens principper blot at øve kritik heraf og gradbøje de demokratiske ideer, sådan som en politisk radikalisme gør.10 I og med at det i henhold til presse- og ytringsfriheden ikke er forbudt at fremsætte en kritik af de værdier, forfatningen hviler på, må der altså i de pågældende personers, organisationers eller partiers ytringer først kunne påvises «klare bestræbelser på at ville tilsidesætte den demokratiske, frihedsbaserede grundorden», før der ifølge de officielle myndigheder er tale om ekstremisme. Er disse bestræbelser til stede, kan aktørerne eller grupperne overvåges af politiet.

Denne definition på forskellen mellem ekstremisme og radikalisme lyder klar og tilforladelig, men er i parentes bemærket vanskelig at anvende i praksis, eftersom grænsen mellem hvornår bestemte holdninger eller politisk aktivisme er på kant med demokratiet mildest talt er flydende og i visse tilfælde næsten umuligt at afgøre. Helt banalt er det eksempelvis oplagt, at aktørerne ved hjælp af forskellige strategier forsøger at skjule deres reelle hensigter af frygt for sanktioner. Hvor de nynazistiske grupperinger og andre af bevægelsens netværk langt fra altid søger at skjule deres hensigter eller pynte på deres verbale fremtræden, er det hos eksempelvis NPD og deres ungdomsorganisation Junge Nationaldemokraten (Unge Nationaldemokrater) ikke så lige til at påvise en sådan antidemokratisk bekæmpelses­strategi.

I forfatnings- og lovgivningsmæssig sammenhæng må det siges at være formålstjenligt at sondre mellem ekstremisme og radikalisme, men i forhold til bredere socialvidenskabelige og kulturanalytiske forsøg på at forstå ekstremisme- og radikalismefænomenet som et af det moderne samfunds væsentligste udfordringer er det ikke hensigtsmæssigt at foretage en alt for skarp sondring. Ekstreme politiske partier og grupper er altid kendetegnet ved en ideologisk radikalitet, der netop befinder sig på grænsen mellem radikalisme og ekstremisme. Som både Breiviks terrorangreb og den nynazistiske terror­celles voldshandlinger har vist, kan ekstreme og radikale poli­tiske holdninger hurtigt slå om i ekstreme handlinger, der i høj grad virker destabiliserende på samfundets demokratiske institutioner.

For at opsummere: Både højreekstremisme og højre­radikalisme, og for den sags skyld nynazisme samt partiet NPD udgør ifølge Gessenharter et samlet billede af den yderligt­gående højrefløj, som kan beskrives ved hjælp af en bevægelsesteori, hvor fokus er på de mange indbyrdes netværk og overlap, såvel ideologisk som på person- og organisationsplanet. Mange af grupperingerne kan i prak­sis være særdeles vanskelige at skelne fra hinanden, lige såvel som det kan være vanskeligt at afgøre, hvornår der er tale om udtalelser, som ifølge tysk lovgivning kan betegnes som højreekstreme. Dette skyldes netop, at mange højreekstremister har taget de metapolitiske paroler til sig og ikke længere læner sig op ad en dogmatisk nazisme eller en biologisk konciperet racisme, men snarere benytter sig af et ideologisk radikalt sprog, der går lige til grænsen.

Inspirationen fra venstre og erobringen af det kulturelle rum

Bevæger vi os i første omgang uden for den partipolitisk orga­niserede del af den højreekstremistiske bevægelse og opholder os ved de mere løst sammensatte organisationer og grupper, som for eksempel det antiislamiske Pro Deutsch­land, det militante netværk Blood & Honour Germany og Freie Kameradschaften (de såkaldte frie kammeratskabs­grupper), er det tydeligt, at de har gennemgået en stor udvikling inden for de seneste godt 20 år.11 Sig ordet ’højre­ekstremisme’ og de fleste tænker på kronragede mænd i 20’erne med sorte militærstøvler, flyverjakke og nazisymboler tatoveret på overkroppen. Dette billede svarer ikke længere til virkeligheden, men er snarere en kliche, der stammer fra 1980’erne og 1990’ernes demonstrationer med skinheads, der spredte skræk og rædsel i gaderne. Den visuelle provokation, hvor man udelukkende sigtede mod at skræmme politiske modstandere og udlændinge gennem et barsk udseende hører fortiden til og er i dag erstattet af en langt mere subtil provo­kation. De højreekstreme efterligner i dag systematisk de autonome på venstrefløjen, og kopierer såvel hverve- og kommunikationsstrategier som udseende og paroler – blot med en nationalistisk drejning.

Den typiske højreekstremist er i dag iklædt sort tøj, hætte­trøje eller kasket, kondisko, palæstinensertørklæde og T-shirts med tryk af Che Guevara (ofte påtrykt slagord som «Vaterland oder Tod», det vil sige fædreland eller død), der hovedsageligt forbindes med de globale socialistiske bevægelsers frihedskamp. Denne æstetiske og stilistiske forandring angår imidlertid kun overfladen. Kigger man nøjere efter bærer ekstremisterne en række – ganske vist mere skjulte – symboler, som signalerer tilhørsforholdet til det yderste ­højre. Det har længe været kendt, at man i højre­ekstremistiske kredse sværger til få, nøje udvalgte tøjmærker med en ganske bestemt symbolværdi.12 For få år tilbage var mærker som Fred Perry, Lonsdale (de midterste bogstaver NSDA taler for sig selv) og Ben Sherman de foretrukne, ofte til stor frustration for tøjfirmaerne, som udtrykkeligt har frasagt sig et image som højreekstremistiske sympatisører og i flere tilfælde har opsagt distributionsaftaler samt støttet antiracistiske kultur­initiativer. Her kan man i øvrigt blot tænke på det franske tøj­firma Lacostes appel til de norske myndigheder om at forbyde Anders Breiviks brug af ­mærket. Interesseorganisationen Das Versteckspiel – som direkte oversat betyder at lege skjul – er en interesseorganisation, hvis formål det er at oplyse især unge om højreekstremistiske symboler og hvervemetoder samt støtte initiativer, der forsøger at bekæmpe højreekstremistisk motiveret vold. Denne organisation peger på, at der i løbet af de seneste år er opstået nye mærker, skabt af nynazister selv, der producerer og distribuerer tøjet. Thor Steinar er ubestridt tidens mest populære mærke, hvis påtrykte symboler: runer, ørne, tyske kampfly fra Anden Verdenskrig samt den såkaldte «Wüstenfuchs» (ørkenræv), ikke efterlader meget tvivl om politisk ­tilhørsforhold.13

Dette nye look har sine åbenlyse fordele. For det første er det en yderst behændig måde at omgås de forordninger angående optræden og påklædning ved store demonstrationer, som de tyske myndigheder har opstillet. Dernæst er det en målrettet provokation mod modstanderen, de venstreorienterede, som gennem denne imitation fratages deres visuelle udtryk og særlige kendetegn. Ved at besætte en frihedshelt som Che Guevara og anvende ham aktivt til egne politiske formål mister den yderste venstrefløj en væsentlig identifikationsfigur, som i årtier har fungeret som symbolet på den socialistiske frihedskamp. Provokationen er til at få øje på. Endelig opstår der med den nye visuelle frem­toning en mulighed for at agere i nogle nye samfundsmæssige rammer og erobre et nyt terræn, hvor man ikke på forhånd er dømt ude af det borgerlige samfunds rammer og normer for optræden. Man risikerer ikke at ødelægge fremtidige karriere­muligheder eller øvrig engagement i samfundet ved at optræde i fuld ’kampuniform’ – her kan man i stedet deltage i relativ anonym mundering og stadig give sin holdning til kende. De nynazistiske grupper har således inden for de seneste år adapteret en ganske udogmatisk tilgang til måden at kommunikere de politiske budskaber på, hvor man ikke har noget problem med at kopiere fjendens politiske strategier – hvis blot de virker.

Et andet eksempel på en ny form for offentlig optræden sås i foråret 2012 i forbindelse med de antimuslimske protest­aktioner organiseret af den ultranationalistiske og islamfjendtlige gruppe Pro NRW. Under mottoet «frihed i stedet for islam» opfordrede gruppen til at indsende karikaturer af muslimer og islamiske profeter til udstilling i gadebilledet i byen Solingen. Flere tyske aviser pegede på, at udstillingen var en protestaktion imod muslimernes uddeling af koraner i flere byer tidligere på året. I sig selv var udstillingen ikke nogen ulovlig aktion – og blev heller ikke forbudt af de tyske myndigheder – men utvivlsomt en aktion, hvis klare mål det var at fremprovokere en religiøs konflikt. Indenrigsminister i Nordrhein-Westphalen, Ralf Jäger, var klar i mælet, da han fordømte udstillingen som «åndelig brandstiftelse».14 Aktionen er et tydeligt eksempel på, hvordan højreekstreme grupper forsøger at nå ud i den bredere offentlighed under dække af at forsvare ytringsfriheden og fremstå som det tyske samfunds vogtere. Selvom aktionen af myndighederne ikke blev vurderet til at være en trussel mod det demokratiske retssamfund, så mente mange – ligesom Jäger – at formålet var at opildne til etnisk og religiøs konflikt. Ikke overraskende eskalerede konflikten rent faktisk også, da salafister iværksatte en moddemonstration, som endte i sammenstød med politiet.

Organisationen Das Versteckspiel karakteriserer den dramatiske udvikling, som de højreekstreme grupper har gennemløbet de seneste år, som en bestræbelse på at erobre et kulturelt, før-politisk rum, der bliver særlig synlig, når det gælder rekrutteringen og organiseringen af nye medlemmer.15 Denne taktik kan aflæses i alt lige fra påklædning til særlige koder og symboler, den kan aflæses i musikken, på bestemte internetsites og i brugen af de nye sociale medier, hvor de fascistiske og ekstremistiske holdninger og diverse informationer udveksles. Navnligt i brugen af nettet anvender højreekstremisterne subtile metoder og teknikker til at tiltrække især unge, der lader sig fascinere af den gruppe­identitet og den særlige gruppedynamik, som disse forskellige mediale organisationsformer tilbyder. Her er altså tale om et subkulturelt fællesskab, der ganske vist er bygget op omkring en ekstremistisk kerne og identitet og med nogle særlige ­koder, men hvis kommunikations- og organisationsform ligner ­andre gruppers og derfor ikke nødvendigvis tiltrækker i kraft af deres politisk-ekstremistiske kerne, men snarere gennem smarte symboler og slogans, musik, videoer og hjemmesider.Internettet er blevet stedet, hvor højreekstremisterne kan udleve deres politiske og ideologiske drømme, og fantasien kender ingen grænser. Her er alt fra åbne chatfora til lukkede sites for hardcore nynazister, der udveksler informationer og holdninger. Der er datingsider, musikvideoer, sites der informerer om demonstrationer og diverse aktiviteter og her er spil man kan downloade gratis, hvor man kan øve sig i at skyde asylfamilier eller kæmpe om hvem, der kan sende flest udlændinge tilbage til deres hjemland med enkeltbillet. Verfassungsschutz (det vil sige den tyske efterretningstjeneste) har registreret omkring 1000 sådanne højreekstremistiske internetsider. Det tal er noget højere ifølge organisationen Jugendschutz.net, der anslår tallet til godt 1700 sider.16Jugend­­schutz.net er et initiativ startet i 1997 under Børn- og Unge­ministeriet, der har til formål at beskytte unge mod problematisk indhold på nettet. Fra 2012 har organisationen modtaget støtte fra Familieministeriet til at intensivere fokus på oplysning om højreekstreme og nynazistiske hjemme­sider. Jugendschutz.net peger i sin årsberetning fra 2011 på, at problemet med højreekstremisme på internettet er blevet ­markant større de seneste år. Således er antallet af Twitter-konti næsten blevet firedoblet siden 2010, og langt hovedparten af annonceringen af forskellige events samt rekrutteringen fandt sted via Facebook, Twitter eller Youtube – den internationale kontakt mellem forskellige højreekstreme og nynazistiske grupper er mærkbart intensiveret.

Den mest interessante propagandastrategi, som Jugend­schutz.net peger på i rapporten Rechtsextremismus online (højreekstremisme online) og som understøtter på­standen om, at de højreekstreme går målrettet efter at erobre et før-politisk, kulturelt rum, går ud på at rekruttere nye medlemmer og sympatisører uden for de tradi­tio­nelle målgrupper ved at skjule bevægelsens egentlige anliggende. Taktikken handler kort og godt om at oprette støttegrupper, eksempelvis på Facebook, der udelukkende berører følelsesbetonede og værdimæssige emner, såsom arbejdsløshed, misbrug, incest og dyremishandling, men hvor den højreekstreme kontekst er skjult. Opslagene leder imidlertid via ganske få klik den besøgende videre til andre internetsider – sider der er knap så politisk neutrale. Enkelte af disse opslag har opnået tæt på en million tilkendegivelser og rekrutteringspotentialet er således enormt.17

Denne nye mere afdæmpede optræden, som på over­fladen kan se ud som om, at bevægelsen er blevet politisk stueren og fokuserer på legale sociale og retslige spørgs­mål, der engagerer folk på tværs af de politiske fløje, udgør i virkeligheden snarere et væsentligt element i be­vægel­sens stadigt mere sub­tile og radikale hverve- og organiserings­metoder, end en egentlig politisk drejning væk fra den ekstremistiske ideologi.18 Overtagelsen af socialistiske symboler og venstrefløjens aktionsformer tjener således et ganske klart formål, nemlig at opnå adgang til forskellige ungdomskulturer, der føler sig tiltrukket af den revolutionære habitus og de provokerede statements.

NPD: kampen om den politiske midte

NPD udgør den mest gennemorganiserede gruppe i den højre­ekstremistiske bevægelse med en partistruktur, et princip­program og klare politiske målsætninger. Det seneste parti­program blev formuleret i 2010, og ved partikongressen i november 2011 blev den dengang 41-årige Holger Apfel valgt til partiets leder.

Fra 1996-2011 sad Udo Voigt i formandsstolen, og det er hovedsageligt hans navn, der forbindes med den kurs­ændring og nye måde at profilere partiet på, der i dag på flere punkter videreføres af Holger Apfel samt næstformændene Karl Richter og Udo Pastörs. Voigts linje fra 1996, hvor især økonomiske og social- og arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål rykkede i forgrunden, fulgtes op af valgsejre i de nye forbundslande og ved delstatsvalget i 2004 fik partiet med 9,2 % af stemmerne sæde i Sachsens landdag. I 2006 fulgte Mecklenburg-Vorpommern med 7,3 % til stor overraskelse for både politiske kommentatorer og befolkningen.19 Voigts tid i formandsstolen var på den ene side kendetegnet ved en ny, mere borgerlig holdning, som især kom til udtryk i valgprogrammet fra 2004, hvor den værdipolitiske såkaldte «folke­frontsstrategi» blev lanceret, men det var også en periode, der bar præg af de mange belastende domme for racistiske udtalelser, samt partiets og navnlig Voigts styrkede samarbejde med militante nynazister.20 NPD betegner sig selv som et nationaldemokratisk parti, der bygger på en nationalistisk og folkelig ideologi. Væk er tidligere tiders revolutionære paroler og enhver tale om national socialisme, der nu er erstattet af begrebet «social nationalstat». Partiet er imidlertid stadig under konstant overvågning af den tyske forfatningsdomstol på grund af racistiske, forfatningsfjendtlige og historierevisionistiske udtalelser, og diskussionen om muligheden af et forbud af det højreekstremistiske parti bølger jævnligt i de tyske medier. Holger Apfel har stået fadder til partiets trepunkts-strategi, som han formulerede allerede i 2004, da han blev valgt ind i Sachsens landdag. Konceptets tre punkter – sloganagtigt formuleret som: Kampen om parlamentet, kampen om gaderne og kampen om hjerterne og hjernerne – omfatter således både strategier for det partipolitiske, det aktivistiske og det ideologiske.21 Apfel har ikke lagt skjul på, at denne strategi indbefatter en bred inklusion af hele det højreradikale miljø: Målet er at samarbejde bredt og hente støtte fra både nynazistiske grupper, national­konservative intel­lektuelle samt protestvælgere, der opfatter sig som politisk hjemløse.

Men hvad vil Tysklands nationaldemokratiske parti egentlig? Læser man i partiprogrammet Arbeit. Familie. Vaterland (Arbejde. Familie. Fædreland) fra 2010 fremgår det blandt andet, at partiet går ind for en national funderet identitet, suverænitet og solidaritet som folkets livsgrundlag. Partiet afviser den multikulturelle samfundsmodel som umenneskelig, idet den ødelægger den nationale fællesskabs­orden og virker fremmedgørende for både tyskere og ikke-tyskere. Enhver fremmed indflydelse (etnisk og kulturel) bør stoppes og partiet er kompromisløs modstander af den globale kapitalismes umyndiggørelse af borgere. Derudover argumenteres der for en «national socialpolitik», der har som mål, at udlændinge skal udfases af det tyske socialsystem og i stedet omfattes af en særlig udlændinge­sociallov. Desuden er partiet modstander af integration. De såkaldt naturlige kulturelle forskelle skal fastholdes, således at hjem­sendelsen af udlændinge lettes. Under overskriften «Tyskland for tyskere» beskrives den aktuelle integrationspolitik som et folkemord, der må bremses gennem en aktiv ­hjemsendelsespolitik.22

Den «seriøse radikalitet», som formand Holger Apfel plæderer for, er altså til at få øje på. Derimod er det straks vanskeligere at få øje på ekstremistiske i betydningen forfatningsfjendtlige holdninger, der er i modstrid med den tyske grundlovs principper. Partiet står ganske vist for en politisk radikalitet, der kombinerer en anti-vestlig, anti-kapitalistisk profil med masser af referencer til «folket» og «kulturen». Men samtidig inddrages behændigt en række andre værdi- og socialpolitiske mærkesager som for eksempel modstand mod lukning af små skoler, mangel på læger i udkantsområder, social skævvridning mellem de gamle og nye forbundslande, bekæmpelse af kriminalitet, bedre social- og sundhedsforsikringer til ældre, mere social retfærdig fordelingspolitik samt valutareform i EU – alt sammen populistiske mærkesager, der kan appellere til en bredere vælgergruppe og tiltrække nye medlemmer fra begge dele af det politiske spektrum.

Et af de helt store temaer i den tyske offentlighed de seneste år, som har været med til at sikre NPD valgsejre i 2004 og igen i 2009, har været de brede folkelige protester imod de omfattende velfærds- og arbejdsmarkedsreformer, også kendt under navnet Hartz I – IV, der blev gennem­ført i årene 2003–2005. Hartz er betegnelsen for de arbejds­markeds­­reformer, der blev påbegyndt under den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder. Formålet var at reformere social­væsenet og arbejdsmarkedet for at øge den tyske konkurrence­evne efter den rekordstore arbejdsløshed i kølvandet på Genforeningen i 1989/90. Reformernes væsent­ligste indhold var en kraftig nedsættelse af socialhjælps­ydelsen og øgede jobsøgningskrav til langtidsledige. I dag anvendes Hartz som synonym for fattigdom og social ­udstødelse, for eksempel i betegnelsen «Hartz-familier», som henviser til en familie, der udelukkende lever af kontanthjælp. I mange tyskeres øjne har Hartz medført en stigende ulighed og samfundsmæssig udelukkelse af underklassen.23 Røret omkring Hartz-reformerne har stadfæstet partiets ­rolle som protestparti – en rolle som især i de tidligere øst­tyske forbundslande traditionelt har tilkommet venstrefløjspartierne. NPD var hurtige til at lade anti-Hartz-kampagnen glide i centrum af deres valgprogram i 2004 på en tilpas afdæmpet måde, der formåede at appellere til flere vælgergrupper og som således kunne bruges målrettet i strategien med at blive et respektabelt højrefløjsparti. Ifølge politologen og valgforskeren Uwe Backes angav 60 % af de vælgere, der havde stemt på NPD ved lokalvalget i Sachsen i 2004, at deres modstand mod Hartz-reformerne var den primære årsag til deres støtte til partiet.24

Partiets nye forsøg på at nå midtervælgerne har selvsagt krævet et større fokus på politisk rådgivning og kommunika­tion. I 2005 fungerede den dengang 82-årige forfatter og journalist, Franz Schönhuber, en kort over­gang som partiets europa- og mediepolitiske rådgiver og formulerede rammerne for, hvordan strategien skulle omsættes til praksis. Schönhuber var som ung soldat i Waffen-SS og i årene 1985-1994 leder af det yderliggående højreparti Die Republikaner (Republikanerne). Hans indflydelse i NPD markerede endnu et vendepunkt i partiets historie, idet nationalkonservative intellektuelle pludselig blev inviteret ind i varmen som samtalepartnere og blandt andet leverede ideer til, hvordan partiet kunne fungere som historierevisionistisk platform. Toneangivende kræfter på den intellektuelle højrefløj har været centrale inspirations­kilder for partiets strategi med at bruge bearbejdningen af den nationalsocialistiske fortid som politisk instrument. Under mottoet «60 års løgn om befrielsen – færdig med skyldkulten» kaldte NPD og deres ungdomsorganisation i maj 2005 til en fredelig demonstra­tion i Berlin med det formål at sætte et historie­politisk aftryk på 60-årsdagen for befrielsen.25 Forsøget på at om­skrive historien og relativere naziforbrydelserne er stadig et af partiets centrale mærkesager, der samtidig fungerer som det vigtigste bindeled mellem den nynazistiske og den intellektuelle fløj. Efter Schönhubers død i 2005 videreførtes hans ideer af blandt andet Karl Richter og formanden for partiets lokal­forening i Nordrhein-Westphalen, Hartwig Möller, som i 2005 i en kommentar til partiets nye mediestrategi udtalte: «Det handler om at få formidlet, at man sagtens kan sætte sit kryds ved et højreekstremt parti, selvom man går med slips og jakke.»26

Det, jeg har kaldt for NPD’s borgerliggørelse, kan, udover de ovenfor anførte eksempler, måske i særlig grad iagttages i partiets visuelle strategi samt på det kommunikative plan, der bryder med resten af bevægelsens strategi med systematisk at kopiere venstrefløjens udtryk. Holger Apfels bedsteborgerlige og fredelige facade lever til fulde op til følgende officielle regulativ fra NPD’s præsidium angående korrekt optræden ved demonstrationer:

For at fremstå troværdigt, må vi først og fremmest virke overbevisende. Det gør vi imidlertid ikke, når vi kopierer modstanderens udseende, sprog (anglicismer), slagord og indhold. De, der forveksler en demonstration med et fastelavns­optog, burde hellere holde sig væk.27

Eller som partiets politiske rådgiver, Bernd Kümmel har formuleret det i et internt partinotat:

Vi fremstår politisk anfægtelige og utroværdige, når en stor del af os ligner tyksakker med en dårlig kropsholdning. Der skal helst være så få overvægtige og usportslige folkevalgte som muligt. Hvor der er mange af den slag, bør man arbejde på fremtoningen.28

Det ord, der går igen i begge citater, er «troværdighed». NPD har således for længst annammet tidens kodeord, når det kommer til politisk fremtoning og korrekt håndtering af medierne: For at opnå vælgerne gunst må man som politiker først og fremmest virke troværdig og signalere ærlighed og redelighed. Kort og godt: Man må have en moderigtig, men samtidig afdæmpet fremtoning og signalere tilforladelighed og autenticitet.

Etnopluralisme og bestræbelsen på at opnå kulturelt hegemoni

Kigger man nærmere på den såkaldte «folkefrontsstrategi», som Voigt i sin tid lancerede, og som i dag videreføres af Holger Apfel og Karl Richter, er der nogle helt særlige træk, der springer én i øjnene. NPD’s folkelige nationalisme baserer sig på den grundforestilling, som stammer fra den tyske idealismes idé om et mytologisk folkefællesskab, at folket har en ånd, som kommer til udtryk i kulturen. I denne optik udspringer det enkelte menneskes værdighed og identitet ­altid af tilhørsforholdet til et folk, som overført til det poli­tiske indebærer, at folket til enhver tid er vigtigere og må tildeles højere prioritet end det enkelte individ.29 «Folket» vil for NPD sige det tyske folk, forstået som en etnisk, racemæssig og homogen enhed, der skal beskyttes mod enhver fremmed indflydelse, hvad enten det drejer sig om etniske minoriteters tilstedeværelse eller internationale markedskræfters styring af den nationale finanspolitik.

Partiet knytter i sit program således an til en etno­plura­lis­tisk tankegang, som i sin nationalistiske form kan spores tilbage til de antidemokratiske strøm­ninger i Weimar­republik­ken, der går under navnet radikal­konservatisme eller «den konservative revolution», og hvis ideer i dag videre­føres af intellektuelle på højrefløjen, der bekender sig til den højre­radikale gruppering Det Nye Højre.30 Den konservative revolu­tion bestod af en række national-konservative, national-bolsjevistiske og revolutionære konservative intellektuelle, blandt andet Carl Schmitt, Arthur Moeller van den Bruck, Ernst Niekisch og Edgar Julius Jung, som alle var modstandere af Weimar­republikken. De afviste liberalismen, kapitalismen og parlamentarismen og forfægtede i stedet ideen om en autoritær stat, hvis primære mål var folkefællesskabets beståen.31 Der var tale om en heterogen strømning, hvori indgik en række forskellige ideologiske forestillinger, der blev lanceret som et metapolitisk modsvar til Weimar­republikkens kuldsejlede politik.

Etnopluralismen, som ligeledes er blevet et kernebegreb for partiet, er ideen om, at alle etniske grupper har ret til ­deres eget territorium, som bør holdes etnisk rent, og at enhver kulturel og etnisk sammensmeltning uundgåeligt vil føre til parallelsamfund og konflikter mellem de enkelte grupper. Den rummer i korte træk en forestilling om, at verden består af en række heterogene kulturer og nationer, der indadtil er homogene og bør bevares som sådanne ensartede fællesskaber. Alle grupper har ret til deres eget territorium, som til gengæld bør holdes etnisk rent, da en sammensmeltning af kulturer er naturstridigt og i videst muligt omfang bør undgås.

Når et parti som NPD tager etnopluralismen til sig, er det fordi, at den tilbyder en metapolitisk ramme, ­hvormed partiet kan italesætte sine kerneprincipper, men på en udogma­tisk og teoretisk funderet måde, der stort set er renset for hårde racistiske udtalelser. Etnopluralismen funge­rer som en teoretisk legitimering af, hvorfor NPD er imod ­integration, som anses for et overgreb mod den tyske nation, idet den forhindrer den naturlige kulturelle homogenitets beståen. En vellykket integrationen vil netop betyde, at en kulturel udveksling har fundet sted. Det etnopluralistiske slogan om en heterogen verden bestående af homogene natio­ner er den intellektuelle og teoretisk funderede udgave af parolen om, at «Tyskland er for tyskere», som det da også hedder i partiprogrammets sidste afsnit.32

Gennem højrefløjens intellektuelle tradition får NPD således tilbudt en ideologisk ramme og måde at italesætte politiske temaer på, som fremstår acceptabel, idet den ikke anvender åbenlyst racistiske, forfatningsfjendske eller chauvinistiske formuleringer. Denne kulturkampstrategi har partiets chefideolog Karl Richter og før ham Jürgen Schwab overtaget fra Det Ny Højre, som gennem en år­række har været optaget af den italienske filosof og socialist Antonio Gramscis teori om, at en kulturel og mental revolu­tion må gå forud for en egentlig økonomisk og politisk samfunds­ændring.33 Gramscis grundtanke var, at den samfunds­mæssige politiske konsensus gradvist kan ændres gennem ­op­nåelsen af kulturelt hegemoni, det vil sige at den politiske magt kan erobres gennem en forudgående erobring af det kultu­relle før-politiske rum, hvor der således skabes nye forudsætninger for, hvordan politiske holdninger og emner overhovedet italesættes.

Denne dagsorden ses i disse år tydeligt hos NPD, der ganske vist på den ene side iklæder sig borgerlige gevandter og går efter at erobre den politiske magt, men i sin web- og kommunikationsstrategi sigter på denne mere langsigtede udbredelse af ideer og værdisæt med håbet om, at det på den lange bane kan muliggøre et systemskifte i Tyskland. Når det i NPD’s partiprogram hedder: «En nationaldemokratisk politik opfatter sig som forpligtet over for enhver der tilhører folket og over for fællesskabet. Forudsætningen for dette er en grundlæggende enhed mellem folk og stat.» – så er det et tydeligt eksempel på, hvordan partiet læner sig op ad ideen om en autoritær stat, der imidlertid lanceres som et nationaldemokratisk projekt. Enheden mellem folk og stat var kernetanken i nazismens forestilling om et «germansk demokrati», hvor føreren og folket udgjorde en ubrydelig ­enhed – en enhed, der som bekendt måtte renses for fremmede elementer.34

Afslutning

Den borgerliggørelse, der kan iagttages i visse dele af den højre­ekstreme bevægelse i Tyskland i disse år, er en taktisk manøvre, der handler om at fremstå politisk acceptabel i forhold til det borgerlige samfunds normer, og ikke en bestræbelse på at blive borgerlig i politisk henseende. Selve den højre­ekstremistiske ideologi er uændret, og overtagelsen af det højreradikale metapolitiske vokabular tjener et dema­gogisk formål: Nemlig at besætte og omtyde væsentlige poli­tiske problemstillinger i neonationalistisk retning. Denne nye form for neonationalisme, der er borgerlig «stueren», låner ifølge tyske ekstremismeforskere en stor del af sit vokabular og ideologiske tankegods fra højreradikale intellektuelle, der således fungerer som et bindeled mellem national­konservatisme og højreekstremisme.35

På tilsvarende vis består metapolitiseringsstrategien i at nedtone ekstremistiske synspunkter og omformulere dem til sociale problemstillinger eller værdipolitiske temaer. NPD og andre højreekstremistiske grupper forstår til fulde at udnytte globaliseringens angstfremkaldende problematikker: øko­nomisk ulighed, indvandring, samfundsmæssig desintegra­tion og udflytning af arbejdspladser i fremstil­lingen af en chauvinistisk politik, hvor fjenden er årsag til alle ulykker og følgelig må bekæmpes. Det politiske mål er imidlertid det samme, som den højreekstreme bevægelse altid har fulgt: Kampen for en autoritær og racemæssig ren stat, der handler i overensstemmelse med folkefællesskabets interesse.

Metapolitiserings- og borgerliggørelsesstrategierne siger noget om bevægelsens evne til at transformere sig og bære forskellige ansigter, der kan virke tiltrækkende på forskellige typer af borgere og bestemte grupper af unge. Og det siger noget om evnen til at bevæge sig på tværs af de forskellige lag, der samlet set udgør den højreekstremistiske bevægelse, navnlig mellem de to inderste cirkler, som beskrevet indled­nings­vist i denne artikel; det vil sige mellem bevægelsens elite repræsenteret af ideologer som Karl Richter og intellektuelle fra Det Nye Højre og så den politisk organiserede del med Holger Apfel i spidsen. NPD er således blevet langt bedre til at låne teoretisk funderede koncepter og anvende dem i formuleringen af de politiske målsætninger, der er udogmatiske i den forstand, at de går på tværs af den traditionelle politiske højre-venstre akse og samtidig holder en dør åben for militante basisaktivister. Med konceptet om etnopluralisme kan et traditionelt venstrefløjstema som antikapitalisme forbindes med en racistisk funderet tanke om, at indvandringen truer folkefællesskabets oprindelige, autentiske kultur.

Samlet set er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at den højreekstreme bevægelse i de senere år er blevet mindre aggressiv, mindre radikal eller mindre systemfjendtlig. Den er tværtimod blevet langt mere differentieret med hensyn til politiske virkemidler, virkelighedsorienteret og skarp til at besætte politiske begreber, der italesættes på en måde, så det politiske indhold sløres og gøres ’stuerent’ i forhold til nye grupper af mulige sympatisører. Grundlæggende set er folkefællesskabsideologien uforenlig med ideen om et pluralistisk samfund, der kan rumme mange forskellige etniske og kulturelle grupper og hvis forankring består i en fælles tilslutning til de demokratiske forfatningsprincipper. Etnopluralismen, der er grundstenen i den højreradikale ideologi og nu også anvendes inden for ekstremistiske kredse, kan derfor karakteriseres som en yderst indvandringskritisk tankeretning, der undgår at nævne historisk belastede begreber som race og biologi, men som ikke desto mindre fungerer som en ny ideologisk – og i mange tilfælde racistisk – platform for de nynazistiske og højreekstremistiske grupper.

Den højreekstremistiske ideologi rykker helt funda­men­talt ved demokratiets grundlæggende værdier, også selvom denne ideologi strategisk lanceres som ’mere’ social og demo­kratisk eller som mere i overensstemmelse med menneskets natur. Det er en ideologi, der sætter folket og folkets rettig­heder over det enkelte individs rettigheder og dermed er i strid med de europæiske forfatningers mest grundlæggende princip – nemlig at det enkelte men­neskes frihed er ukrænkelig uanset politisk eller religiøs overbevisning.

Politisk højreekstremisme er en vedvarende udfordring for det åbne samfund. Den skifter form og fremtoning, den er i forandring ligesom andre bevægelser og den ændrer sig i takt med samfundets forandringer. Den kan optræde i forklædninger og opretholde en borgerlig facade, men dens ideologiske kerne, nemlig foragten over for det enkelte individ forbliver uændret. Diskussionen om et forbud af partiet NPD kan koges ned til spørgsmålet: Hvor meget frihed kan demokratiet holde til at tildele sine fjender? Denne diskussion må tages inden for en demokratisk offentlighed og på baggrund af de demokratiske principper om menings- og ytringsfrihed. Netop herigennem viser demokratiet sin egentlige styrke: nemlig at kunne rumme en sådan vanskelig diskussion af egne svagheder.

Fotnoter og litteratur

Noter

1 Dahlkamp et al., «Eine Unerträgliche Partei» i Der Spiegel, 3.2.2012: 32-41. Se også artiklen «Statens egne højreekstremister» i Dagbladet Information 16.12.2011. http://information.dk/print/288078 (lesedato 11.10.2012)

2 Kulick & Staud, Das Buch gegen Nazis. Rechtsextremismus – was man wissen muss und wie man sich wehren kann, (Köln: Verlag Kiepenheuer & Witsch 2010), 54-55; Uwe Backes, «The electorial victory of the NPD in Saxony and the prospects for future extreme-right succes in German elections», i Patterns of Prejudice, Vol. 40, nr. 2, 2006: 131, 133.

3 Kulick & Staud, Das Buch gegen Nazis, 60.

4 Kulick & Staud, Das Buch gegen Nazis, 15; se også Richard Stöss, Rechtsextremismus im Wandel, (Berlin: Friedrich Ebert Stiftung, 2007), 206. En lignende definition optræder på hjemmesiden www.netz-gegen-nazis.de, hvor højreekstremisme beskrives som en tænkning, der afviser principperne om lighed og frihed og ideen om alle individers ligeværdighed: http://www.netz-gegen-nazis.de/lexikontext/was-ist-rechtsextremismus. (Lesedato 12.8.2012)

5 Den tyske forfatning online: http://www.gesetze-im-internet.de/gg/art_1.html se artikel 1, afsnit 1-3. (Lesedato 17.10.2012)

6 Kulick & Staud, Das Buch gegen Nazis, 14-15.

7 Stöss, Rechtsextremismus im Wandel, 26.

8 Wolfgang Gessenharter, «Was ist Rechtsextremismus. Zentrale Aspekte eines Vielschichtigen Problems», i Rechtsextremismus in Deutschland und Europa, redigeret af Holger Spöhr og Sarah Kolls, (Frankfurt: Peter Lang, 2010), 27-29. Se også Thomas Grumke, «’Und sie bewegt sich doch’: Rechtsextremismus als soziale Bewegung. Das Analysepotential der Bewegungsforschung zur Interpretation neuerer Entwicklung im Rechtsextremismus», i Jahrbuch für Extremismus- und Terrorismusforschung, redigeret af Armin Pfahl-Traughber, (Köln: Brühl 2008), 95-121.

9 Gessenharter 2010, 28. (Min oversættelse). Se også Stöss, 2007, 14.

10 Stöss, Rechtsextremismus im Wandel, 17-19.

11 Kulick & Staud, Das Buch gegen Nazis, 296. Se også Stöss, Rechtsextremismus im Wandel, 11-12.

12 For beskrivelser af den tyske højreekstremistiske bevægelses symboler, tøjmærker og andre visuelle kendetegn kan henvises til Burkhard Schröder, Nazis sind Pop, (Berlin: Espresso Verlag 2000) eller Kulick & Staud, samt brochuren Das Versteckspiel, som kan bestilles via hjemmesiden www.dasversteckspiel.de.

13 Wüstenfuchs var en af Det tredje Riges helte, generalfeltmarskal Erwin Rommels tilnavn.

14 Florian Flade, «Islamisten wollen neuen Karikaturenstreit provozieren» i Die Welt, 2. maj 2012: http://www.welt.de/politik/deutschland/article106243524/Islamisten-wollen-neuen-Karikaturenstreit-provozieren.html (Lesedato 17.10.2012) Se også artiklen: «Tyske ekstremister viser islam-karikatur» på Politikens netavis den 1. maj 2012. http://politiken.dk/udland/ECE1612447/tyske-ekstremister-viser-islam-karikatur/ (Lesedato 17.10.2012)

15 se http://www.dasversteckspiel.de/index.php?id=28&s=24&finder=1 (Lesedato 17.10.2012)

16 Se http://www.jugendschutz.net/pdf/bericht2011.pdf (Lesedato 31.05.2012)

17 Årsberetningen fra 2011 kan læses og downloades på siden: http://www.jugendschutz.net/pdf/bericht2011.pdf. Se også rapporten «Rechtsextremismus online»: http://www.hass-im-netz.info/fileadmin/dateien/pk2012/bericht2011.pdf (Lesedato 11.07.2012), der beskriver højreekstremisternes aktiviteter på nettet, eller artiklen: «Rechtsextreme tarnen Hass-Botschaften im Internet» på Welt Online: http://www.welt.de/wirtschaft/webwelt/article4321880/Rechtsextreme-tarnen-Hass-Botschaften-im-Internet.html (Lesedato 24.02.2012)

18 Kulick & Staud, Das Buch gegen Nazis, 296.

19 Uwe Backes, «The electorial victory of the NPD in Saxony and the prospects for future extreme-right succes in German elections», i Patterns of Prejudice, Vol. 40, nr. 2, 2006, 129-141,132.

20 Under Voigt fungerede Sascha Rossmüller, en tidligere aktiv nynazist, som næstformand. For en redegørelse af partitoppens forbindelser til den højreekstreme scene se Stöss, Rechtsextremismus im Wandel, 135-148.

21 Holger Apfel, «Das strategische Konzept der NPD» i Alles Große steht im Sturm. Tradition und Zukunft einer nationalen Partei, redigeret af Holger Apfel, (Stuttgart: DS-Verlag 1999), 356-60.

22 NPDs partiprogram kan findes på partiets hjemmeside: http://www.npd.de/inhalte/daten/dateiablage/br_parteiprogramm_a4.pdf (lesedato 17.10.2012)

23 Se Backes, «The electorial victory of the NPD in Saxony», 134-135.

24 Backes, «The electorial victory of the NPD in Saxony», 134.

25 Jörg Gläscher, «Marsch in die Mitte», i Der Stern, 16. Mai 2005. http://www.stern.de/politik/deutschland/rechtsradikalismus-marsch-in-die-mitte-540302.html

26 Ibid.

27 Citeret efter Kulick & Staud, Das Buch gegen Nazis, 35. (Min oversættelse)

28 Citeret efter Dahlkamp et al., «Eine Unerträgliche Partei», i Der Spiegel, nr. 7, 03.02.2012: 32-41, 37. (Min oversættelse)

29 Denne tanke fremgår i al sin tydelighed i følgende formulering fra partiprogrammet: «Bevarelsen af vort folk og beskyttelsen af alle dets dele må være det primære mål for tysk politik.» Se partiprogrammet side 6: http://www.npd.de/inhalte/daten/dateiablage/br_parteiprogramm_a4.pdf (min oversættelse) (Lesedato 17.10.2012)

30 I Tyskland forbindes Det nye Højre blandt andet med folk som redaktøren og forfatteren Götz Kubitschek, lederen af den nationalkonservative tænketank Institut für Staatspolitik, Karlheinz Weissmann, samt Dieter Stein, der er chefredaktør på den ultranationalistiske ugeavis Junge Freiheit.

31 Af den meget omfattende litteratur om den konservative revolution kan bl.a. henvises til: Stefan Breuer, Anatomie der Konservativen Revolution, (Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1993); Kurt Sontheimer, Antidemokratisches Denken in der Weimarer Republik. Die politischen Ideen des deutschen Nationalismus zwischen 1918 und 1933, (München: Nymphenburger Verlagshandlung 1962); Woods, The Conservative Revolution in the Weimar Republic, (Houndmills: Palgrave Macmillan 2007). Om forholdet mellem den konservative revolution og Det Nye Højre se Gessenharter «Im Spannungsfeld. Intellektuelle Neue Rechte und demokratische Verfassung», i Die Neue Rechte – eine Gefahr für die Demokratie?, redigeret af Wolfgang Gessenharter & Thomas Pfeiffer, (Wiesbaden: VS Verlag für Sozialwissenschaften, 2004), 31-51.

32 Kapitel 10 i partiprogrammet rummer overskriften: «Deutschland den Deutschen» (Tyskland for tyskere): http://www.npd.de/inhalte/daten/dateiablage/br_parteiprogramm_a4.pdf

33 Se Pfahl-Traughber «Die «Umwertung der Werte» als Bestandteil einer Strategie der Kulturrevolution». I Die Neue Rechte – eine Gefaht für die Demokratie?, i Die Neue Rechte – eine Gefahr für die Demokratie?, redigeret af Wolfgang Gessenharter & Thomas Pfeiffer, (Wiesbaden: VS Verlag für Sozialwissenschaften, 2004), 73-94.

34 Se side 6 i partiprogrammet: http://www.npd.de/inhalte/daten/dateiablage/br_parteiprogramm_a4.pdf (Citatet er min oversættelse)

35 Gessenharter, Kippt die Republik? Die Neue Rechte und ihre Unterstützung durch Politik und Medien, (München: Droemer Knaur, 1994).; Kulick & Staud, Das Buch gegen Nazis; Gläscher, «Marsch in die Mitte».

Litteratur

Apfel, Holger. «Das strategische Konzept der NPD» i Alles Große steht im Sturm. Tradition und Zukunft einer nationalen Partei, redigeret af Holger Apfel, Stuttgart: DS-Verlag 1999.

Backes, Uwe. «The electorial victory of the NPD in Saxony and the prospects for future extreme right succes in German elections.» I Patterns of Prejudice, Vol. 40, nr. 2, 2006: 129-141.

Breuer, Stefan. Anatomie der Konservativen Revolution. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1993.

Dahlkamp, Jürgen, Gunther Latsch, Maximilian Popp, Sven Röbel, Holger Stark, Andreas Wassermann og Steffen Winter. «Eine Unerträgliche Partei.» I Der Spiegel, Nr. 7, 03.02.2012: 32-41.

Flade, Florian. «Islamisten wollen neuen Karikaturenstreit provozieren» i Die Welt, 2. maj 2012.

Gessenharter, Wolfgang. Kippt die Republik? Die Neue Rechte und ihre Unterstützung durch Politik und Medien, München: Droemer Knaur, 1994.

Gessenharter, Wolfgang. «Im Spannungsfeld. Intellektuelle Neue Rechte und demokratische Verfassung.» I Die Neue Rechte – eine Gefahr für die Demokratie? Redigeret af Wolfgang Gessenharter & Thomas Pfeiffer, 31-51. Wiesbaden: VS Verlag für Sozialwissenschaften, 2004.

Gessenharter, Wolfgang. «Was ist Rechtsextremismus. Zentrale Aspekte eines Vielschichtigen Problems.» I Rechtsextremismus in Deutschland und Europa, redigeret af Holger Spöhr og Sarah Kolls, 27-43. Frankfurt: Peter Lang, 2010.

Gläscher, Jörg. «Marsch in die Mitte.» I Der Stern, 16. Maj 2005: http://www.stern.de/politik/deutschland/rechtsradikalismus-marsch-in-die-mitte 540302.html (Lesedato 24.02.2012)

Grumke, Thomas. «Und sie bewegt sich doch»: Rechtsextremismus als soziale Bewegung. Das Analysepotential der Bewegungsforschung zur Interpretation neuerer Entwicklung im Rechtsextremismus.» I Jahrbuch für Extremismus- und Terrorismusforschung, redigeret af Armin Pfahl-Traughber, Köln: Brühl 2008, 95-121. http://www.fhbund.de/nn_15672/SharedDocs/Publikationen/50__Publikationen/20__chriften__Extremismus__Terrorismusforschung/band__2,templateId=raw,property=ublicationFile.pdf/band_2.pdf

Heeger, Troels: «Statens egne højreekstremister», I Dagbladet Information den 16.12.2011: http://www.information.dk/print/288078 (Lesedato 11.10.2012)

Kulick, Holger og Toralf Staud. Das Buch gegen Nazis. Rechts­extremismus – was man wissen muss und wie man sich wehren kann. Köln: Verlag Kiepenheuer & Witsch 2010.

Pfahl-Traughber, Armin. «Die «Umwertung der Werte» als Bestandteil einer Strategie der Kulturrevolution». I Die Neue Rechte – eine Gefaht für die Demokratie? Redigeret af Wolfgang Gessenharter & Thomas Pfeiffer, 73-94. Wiesbaden: VS Verlag für Sozialwissenschaften, 2004.

Sontheimer, Kurt. Antidemokratisches Denken in der Weimarer Republik. Die politischen Ideen des deutschen Nationalismus zwischen 1918 und 1933, München: Nymphenburger Verlagshandlung, 1962.

Schröder, Burkhard. Nazis sind Pop, Berlin: Espresso Verlag 2000.

Stöss, Richard. Rechtsextremismus im Wandel. Berlin: Friedrich Ebert Stiftung, 2007.

Woods, Roger. The Conservative Revolution in the Weimar Republic, Houndmills: Palgrave Macmillan 2007.

Denne artikkelen sto på trykk i Arr 3-4/2012
Radikalisme
Les også:

Soldatenes verden

Daniel Jonah Goldhagen gjorde furore da han i sin berømte doktorgrads­avhandling fra 1996, Hitler’s willing executioners, hevdet at tyskernes drap på seks millioner jøder, gjennom skyting, gassing eller utsulting, ikke skyldtes sosiologiske faktorer, som gruppepress, lydighet overfor autoriteter, avstand til ofrene, karrierejag eller pulveriseringen av ansvar i et komplisert byråkrati, men en intens og inngrodd antisemittisme. Tyskerne utryddet og torturerte ikke jøder motvillig – som om de egentlig hadde villet la jødene leve og behandle dem pent. Naturligvis spilte press utenfra i enkelte sammenhenger en viss rolle. Men det kan på ingen måte forklare folkemordet, hevdet han. Drivkraften til å drepe kom innenfra. Tyskere flest så helst at jødene ble utryddet, og de som faktisk drepte dem, hadde det samme ønsket. De som drepte jødene ville drepe og pine dem, de fulgte her bare folkeviljen.

Bokmelding av
Soldater: Beretninger om krig, drap og død